Det er ikke kun i Rio, hvor bæredygtighed er på dagsordnen. Jeg var i går til et debatmøde i Århus arrangeret af Mellemamerika Komiteen. Aftenens emne var ansvarlige investeringer. Vi havde en rigtig god debat, der kom langt omkring.
En af deltagerne stillede et rigtigt godt spørgsmål, som jeg gerne vil stille videre til dig: Hvordan bliver vi bedre til at tænke bæredygtigt, når vi danskere investerer?
Spiller virksomhedens samfundsansvar en rolle, når du investerer? Giv gerne din stemme i boksen til højre.
Mens vi venter på Rio+20
20 års jubilæet for den oprindelige Rio-aftale tyder på at blive fulgt op af en ny aftale, der bringer den bæredygtige udvikling videre. Glædeligt også selvom vi europæere kunne ønske os mere. Udover aviserne kan du følge forhandlingerne på FN’s særlige hjemmeside for topmødet.
Det er handlingen, der tæller
Heldigvis står verden langt fra stille, mens statslederne forhandler. Ikke blot selskaber men også vi som privatpersoner går nye veje.
Som led i vores bæredygtige investeringspolitik screener vi de 2000 selskaber, hvis aktier eller obligationer, vi har investeret i. Vi har netop gennemført en screening, og fandt, at 25 brød international ret. Hvert enkelt brud tager vi meget alvorligt. Vi fører aktivt ejerskab med hvert enkelt, for at få dem til at løse problemet. Her kan du læse mere om, hvordan vi gør. Men det er da alligevel tankevækkende, at 98,75% bevæger sig inden for international ret. Selskaberne tager dette seriøst.
Men hvad med de 98,75%?
Hvordan klarer de sig? Nogle er gode til at reducere deres ressourceforbrug. Få mere ud af mindre. Nogle producerer banebrydende produkter, der adresserer globale problemstillinger. Min pointe er, at de resterende 98% ikke er ens. Og det der adskiller dem, kan måske forbedre dit afkast.
Hvad gør du dig af tanker om det? Hvor skal dine penge placeres?
Hvad betyder Rio og bæredygtighed for din investering?,


Log på
Om Nykredit Bloggen
11. september 2012 kl. 09:03
Kære Søren,
Vi er i Mellemamerika Komiteen enige i, at vi havde en god dialog og en spændende aften i juni måned. Og vi sætter pris på, at du ville komme og bidrage til arrangementet.
Der er en række spørgsmål, der har meldt sig siden og vi glæder os til at fortsætte dialogen. Der er dog specielt et spørgsmål, som vi allerede nu gerne vil høre din mening om.
Lad os sige at I investerer i en virksomhed, hvor I konstaterer, at de bryder nogle af de krav, I stiller omkring etik og international lov – det kunne for eksempel være et mineselskab.
I beholder jeres aktier i virksomheden, under den forudsætning, at I gennem jeres aktive ejerskab forsøger at ændre de omstændigheder i virksomheden, som, I mener, er uhensigtsmæssige og som jeres eget system vurderer som uværdige.
Efter to år beslutter I jer for at sælge aktierne, da jeres aktive ejerskab ikke har rykket noget ved den måde virksomheden drives på, og I må konstatere, at virksomheden gentagne gange og kontinuerligt overtræder god praksis og international lov.
I sælger jeres aktier og står tilbage med en gevinst, da virksomheden har klaret sig godt rent økonomisk.
De penge, som I tjener på virksomheder, der ikke lever op til de krav, jeres eget system opstiller, hvad gør I med dem?
Hvis vi tager mineselskabet fra tidligere. Så har de nu i to år – imens I har forgæves har forsøgt at få dem til at ændre praksis – ødelagt natur og miljø i et område, hvor der bor en masse mennesker. De mennesker bøder nu for jeres aktive investering, som ikke lykkedes.
Kan man forestille sig, at I nu investerer de penge, som I har tjent, på at forsøge at modarbejde nogle af de uhensigtsmæssige konsekvenser, som I forgæves har forsøgt at modvirke i de to år, hvor I har bedrevet aktivt ejerskab?
Hvis I ikke allerede anvender den praksis, kan man så forestille sig at Nykredit går foran og sætter nye standarder for ansvarlige investeringer – selvom det umiddelbart koster på bundlinjen?
Vi ser frem til at høre din mening om ovenstående. Og vi ser frem til en fortsat dialog.
Vi arbejder allerede nu hen imod et dagsarrangement omkring etiske investeringer og aktivt ejerskab i løbet af foråret 2013, som vi selvfølgeligt vil invitere Nykredit til.
11. september 2012 kl. 14:43
Kære Mellemamerika Komiteen i Aarhus
Mange tak for en fin kommentar med mange interessante synsvinkler. Jeg er glad for at høre, at I ønsker at følge op på arrangementet med et større arrangement til næste år. Tusind tak for invitationen til at deltage. Jeg vil meget gerne komme.
Nykredit indleder kun aktivt ejerskab, hvis vi mener, at det er realistisk at få selskabet til at ændre adfærd. Der er mange omkostninger forbundet med aktivt ejerskab, men vi anser det som vores forpligtelse at forsøge at rette op, hvis muligheden er der. Samtidig kan en forbedring gøre investeringen mere langtidsholdbar. Til gavn for vores kunder. Vores tilgang til bæredygtige investeringer er netop, at bæredygtighed er en katalysator for mindre risiko og bedre afkast. Ansvarlighed er med til at skabe et godt langsigtet resultat.
Blandt de selskaber, der har brudt international ret ser vi ofte, at de falder drastisk i værdi efterfølgende. Til gengæld kan vi ind imellem se en stigning i takt med forbedringer. Tilgangen er endnu for ung til at konkludere på, men dit spørgsmål inspirerer mig til at se nærmere på fænomenet.
Det optimale er naturligvis at opdage det potentielle problem, inden det opstår. Det arbejder vi fokuseret på. Vi gør det for at opføre os ansvarligt, men også af hensyn til bundlinjen. Vi har ikke anvendt den praksis, du nævner.
Jeg bliver nødt til at dykke længere ned i vores data for at kunne komme videre i denne diskussion, men lad os endelig fortsætte.
Mange hilsner
Søren